Menu

Petros Koubli’s fortryllende ‘IN LANDSCAPES’

"Vi har altid defineret ting baseret på hvordan de forekommer vores sanser. For Aristoteles stod Jorden stille i midten af Universet: Solen og planeterne drejede rundt om os. Det fremgår bestemt at være sådan for vores sanser, men nu ved vi, at det bare ikke er sådan. Universet har ikke ændret sine fremgangsmåder, det er os som har ændret vores måde at se tingene på. Men stadig, selvom vores sind nu er gået længere end vores sanseopfattelsesevner og at vi i dag er istand til at håndtere koncepter som er fundamentalt utilgængelige for dem - uendeligheden, tidsdilation eller usikkerhedsrelationerne i kvantefysik - så definerer vi stadig ting baseret på deres kontinuerlige udseende i en passende matematisk model. Udseende er ikke en egenskab ved genstanden, eller subjektet, men en egenskab tilføjet til den eller det, af dens iagttager.

Der er begrænsninger i vores opfattelsesevner, og derfor er vi ikke i stand til komplet at erkende hvad der essentielt er sanseuafhængigt, fri af form og facon og definition. Det er delvist muligt at anerkende vores opfattelsesevners begrænsninger, siden vi er i stand til at anvende vores intellekt på den materielle verden og endda at studere mekanismer forekommende i vores egen intelligens, men vi nærmer os kun med hjertets selvtillid naturen af de ting der ligger hinsides. I kosmologi er der en teori som påstår at tid og rum er skabt af vores sanser og kun eksisterer i vores egen bevidsthed. Der er værktøjer som vores sind bruger til at organisere information og give form til en perceptuel mode for den udefra kommende virkelighed. Det er muligt at det føles som om vi lige er gået igennem porten til det slørede rige: Metafysik, men det er godt at huske, at meget af vores videnskab i dag ligeså også tager sted i dette rige. Den empiriske subatomare partikelfysisk succes har ikke reduceret – og vil muligvis aldrig løse – de filosofiske stridigheder om masses indre beståen. Verden, som vi kender den, eksisterer kun i vores eget sind.

Skønhed kan påføres både den synlige og den uforståelige verden, uden at miste dets sanseopfattende attributter. Dog selvom at vi instinktivt er i stand til at sanse skønhed og beskrive det effektivt, er vi ikke i stand til fundamentalt at forklare det. Det er ikke et koncept ment til at passe ind i vores samfunds idealers snævre rammer, eller en akademisk regel afledt af indiskutable principper. Sansen for skønhed kan bestemt udvikles og raffineres indenfor et specifik kulturalt miljø, men dets primære funktion forbliver instinktivt. For pragmatikere, er anerkendelsen af skønhed forbundet til vores overlevelse, et instinkt designet til opretholdensen og evolutionen af liv. Det er fortryllende at tænke at vores overlevelse afhænger af skønhed. Romantikere ville gøre sig enige. Der er en bredere mening af skønhed som går længere end vores æstetiske idealer og vores sociale ikoner. Hvis skønhed er instinktivt, så kan det kun være urtidsagtigt, primordialt og kun komme fra et sted indeni os selv.”

 

-Petros Koublis

 

This is a unique website which will require a more modern browser to work!

Please upgrade today!