Menu

Stoffer og Meningen med Livet




Stoffer og Meningen Med Livet





Transskriberet og oversat til dansk af Patrick Mischar-Olsen

(Fra Sam Harris’ Waking Up Podcast)

 

 

 

Alt hvad vi gør er med det formål at ændre bevidstheden. Vi former venskaber så at vi kan føle visse følelser, såsom kærlighed, og for at undgå andre, såsom ensomhed. Vi spiser specifikke fødevarer så at vi kan nyde deres flygtende tilstedeværelse på vores tunger. Vi læser for nydelsen at tænke en anden persons tanker. Hvert vågent øjeblik – og selv endda i vores drømme – kæmper vi for at lede strømmen af sensation, følelse og kognition, imod tilstande af bevidstheden som vi værdsætter.

Stoffer er en anden metode til dette mål. Nogle er ulovlige; nogle er stigmatiseret; nogle er farlige –  perverst krydser disse kun hinanden delvist. Nogle stoffer med ekstraordinære kræfter og nytte, såsom psilocybin (den aktive kemiske forbindelse i ”magiske svampe”) og D-lysergsyrediethylamid (LSD), udgør ingen umiddelbar risiko for afhængighed og er fysisk veltolereret af kroppen, og dog stadig kan man stadig blive sendt i fængsel for at benytte dem. Hvor med stoffer som tobak og alkohol, som har ødelagt utallige liv, er nydt ad libitumi næsten alle samfund på jorden. Der er flere pointer til dette kontinuum: MDMA, eller Ecstasy, har bemærkelsesværdigt terapeutisk potentiale, men er dog også modtagelig for misbrug, og nogle beviser foreslår at det kan have neurotoksiske bivirkninger.

 

En af de store ansvar vi har som et samfund er at uddanne os selv, i samarbejde med den næste generation, om hvilke substanser der er værd at indtage og i hvilken hensigt og hvilke substanser der ikke er. Problemet er, dog, at vi refererer til alle biologisk aktive forbindelser med et enkelt term, stoffer, hvilket gør det næsten umuligt at have en intelligent diskussion om de psykologiske, medicinske, etiske, og lovgivningsmæssige vanskeligheder der domgiver deres brug. Fattigdommen i vores sprog er kun blevet beriget en lille smule med introduktion af termet psykedelia som differentierer bestemte visionære og bevidsthedsudvidende kemiske forbindelser som kan producere ekstraordinært indsigt, fra narkotika og andre klassiske agenter af fordummelse og misbrug.

 

Dog skal vi ikke være for hurtige til at føle os nostalgiske for 1960ernes modkultur. Ja, afgørende gennembrud blev gennemført, socialt og psykologisk, og stoffer var centralt til processen, men man behøver kun at læse beretninger fra tiden, såsom Joan Didion’s Slouching Towards Bethlehem,for at se problemerne med et samfund opsat på bortrykkelsen til enhver pris. For hver indsigt af varig værdi, produceret af stoffer, var der en hær af zombier med blomster i deres hår på vej mod fiasko og fortrydelse. At skrue op, tune ind, og droppe ud er klogt, eller endda godartet, kun hvis du så kan ryge ind i en livstil der kan give etisk og materiel mening og ikke efterlader dine børn rendende rundt i trafikken.

Narkotikamisbrug og afhængighed er rigtige problemer, selvfølgelig, for hvilket kuren er uddannelse og medicinsk behandling, ikke fængsling. Faktisk, viser det sig at de mest misbrugte stoffer i USA på nuværende tidspunkt er oxycodon og andre receptpligtige smertestillere. Skulle disse medicinske virkemidler gøres ulovlige? Selvfølgelig ikke. Men folk bliver nød til at blive informeret omkring farerne, og misbrugere har brug for behandling. Og alle stoffer–inklusiv alkohol, cigaretter og aspirin–skal holdes væk fra børns hænder.

Jeg diskuterer spørgsmål angående narkotikapolitik i detaljer i min første bog, The End of Faith, og min tankegang på emnet har ikke ændret sig. ”Krigen på Narko”, er tabt og skulle aldrig have været erklæret. Jeg kan ikke tænke mig til nogle rettighed mere fundamental end retten til fredfuldt at forvalte indholdet af ens egen bevidsthed. Faktummet at vi meningsløst ødelægger livet for ikkevoldelige stofforbrugere ved at fængsle dem, til enorme bekostninger, konstituerer en af de store moralske fiaskoer i vores tid. (Og faktummet at vi skaber rum for dem i vores fængslet ved at give mordere, voldtægtsforbrydere og børnemisbrugere prøveløsladelse, får en til at undre sig over om civilisationen ikke er dødsdømt.)

Jeg har to døtre som en dag vil tage stoffer. Selvfølgelig vil jeg gøre alt i min magt for at sørge for at de vælge deres stoffer med omhu, men et liv levet aldeles uden stoffer er ej noget jeg kan forudse, og ej heller, tror jeg, ønskeligt. Jeg håber at de en dag nyder en morgenkop med te eller kaffe ligeså meget som jeg gør. Hvis de drinkker alkohol som voksne, som de nok vil, vil jeg opmuntre dem til at gøre det ansvarligt og sikkert. Hvis de vælger at ryge cannabis, vil jeg opfordre til moderation. Tobak skal fordømmes, og jeg vil gøre alt hvad jeg kan indenfor grænserne for anstændigt forældreskab for at søge dem væk fra det. Unødvendigt at sige, hvis jeg vidste at en af mine døtre med tiden ville udvikle en forkærlighed for amfetamin eller kokain, ville jeg aldrig kunne sove igen. Men hvis de ikke prøver et psykedelisk stof såsom psilocybin eller LSD i hvert fald en enkelt gang i deres voksenliv, ville jeg undre mig over om hvorvidt de havde misset en af de vigtigste overgangsritualer et menneske kan opleve.

Det her er ikke at sige at alle skal prøve psykedeliske stoffer. Som jeg vil gøre mere klart nedenunder, udgør disse stoffer visse far. Ud tvivl er der nogen mennesker som ikke har råd til at give fornuftens anker end ikke et sølle skub. Det er år siden at jeg selv tog psykedeliske stoffer, og min afholdenhed er født af sund respekt for risiciene involveret. Der var dog en periode i mine tidlige tyvere hvor jeg fandt psilocybin og LSD som værende uundværlige værktøjer, og nogle af de vigtigste øjeblikke af mit liv var tilbragt under deres indflydelse. Uden dem, ville jeg måske aldrig have opdaget at der var et indre landskab i sindet der var værd at udforske.

Der er ikke nogen vej uden om helds rolle her. Hvis du er heldig, og du tager det rette stof, vil du finde ud af hvad det vil sige at være enlightened (eller i hvert fald komme tæt nok på til at overbevise dig om at enlightment er muligt). Hvis du er uheldig, vil du finde ud hvad det betyder at være klinisk sindssyg. Imens jeg ikke anbefaler den sidste oplevelse, øger det bestemt ens respekt for skrøbelige tilstand at være ved sine fulde fem, ligeså vel som ens medfølelse for mennesker der lider af psykiske sygdomme.

Mennesker har indtaget plantebaserede psykedelika I årtusinder, men forskning på disse kemiske forbindelser begyndte ikke før 1950erne. I 1965 var tusinder af studier offentliggjort, primært på psilocybin og LSD, mange af hvilke attesterede til psykedeliske stoffers brugbarhed i behandlingen af klinisk depression, Obsessiv-Kompulsiv tilstand, alkoholafhængighed, og smerten og angsten forbundet med uhelbredelig kræft. Indenfor få år blev hele forskningsfeltet dog afskaffet i et forsøg på at dæmpe adspredelsen af disse stoffer blandt offentligheden. Efter en pause der varede en hel generation, er forskningen i den farmaceutiske og terapeutiske værdi, som psykedeliske stoffer indeholder, stille blevet genoptaget.

Psykedeliske stoffer såsom psilocybin, LSD, DMT, og Meskalin ændrer allesammen kraftfuldt kognitionen, opfattelsen, og sindsstemningen. De fleste virker til at udøve deres indflydelse igennem serotoninsystemet i hjernen , primært ved at binde sig til 5-HT receptorer (adskillige har dog en affinitet for andre receptorer ligeså), hvilket leder til forøget aktivitet i det præfontale cortex (PFC). Selvom det præfontale cortex til gengæld modulerer subkortisk dopaminprodukt – og visse af disse kemiske forbindelser, såsom LSD, binder sig direkte til dopamin receptorerne – virker det til at effekten af psykedeliske stoffer i det hele store finder sted udenfor dopamin kredsløbene, hvilket kunne forklare hvorfor disse stoffer ikke er vanedannende.

Effektiviteten af psykedeliske stoffer synes muligvis at være, at etablere den materiale basis for mentalt og sprituelt liv, hævet over nogen som helst tvivl. For introduktionen af disse substanser til hjernen, er den indlysende årsag til hvilken som helst numinøs dommedag der følger. Det er, dog, muligt, hvis ikke faktisk plausibelt, at gribe beviserne fra den anden ende og argumentere, som Aldous Huxley gjorde i hans klassiske essay The Doors of Perception, at hjernens primære funktion muligvis er eliminativ: Dens formål er muligvis at forhindre en transpersonlig dimension af sindet fra at overflyde bevidstheden, dermed at tillade aber såsom os selv at finde deres vej i verden uden at blive overvældet ved hvert et skridt af visionære fænomener som er irrelevante for deres fysiske overlevelse. Huxley tænkte på hjernen som være en slags ”reducerede ventil” for ”Sindet i det Store.” Faktisk, at ideen at hjernen er et filter snarere end sindets oprindelige kilde, går mindst helt tilbage så langt som Henri Bergson og William James. Efter Huxley’s mening, ville dette forklare effektiviteten af psykedeliske stoffer: De er muligvis bare en materiel måde at åbne for hanen.

Huxley opererede under antagelsen at psykedeliske stoffer formindskede hjerneaktivitet. Noget af de seneste data har lånt støtte til dette synspunkt; for eksempel antyder et neurobilleddannelsesstudie af psilocybin, at stoffet primært reducere aktiviteten i anteriør cingulat cortexet, en region involveret i et virvar af forskellige opgaver relateret til selvobservation. Imidlertidig, viser andre studier at psykedeliske stoffer forøger aktiviteten i hele hjernen. Hvad end sagen er den ene eller den anden, så udelukker disse stoffers effekt en dualisme, eller eksistensen af et sindsriger udover selve hjernen —men så igen, det gør inten. Det er en af problemerne med denne slags forestillinger: De ser ud til at være ufalskbare.

Vi har grund til at være skeptiske over for hjernen-som-barrikade tesen. Hvis hjernen blot var et filter på sindet, så skulle det øge kognitionen at skade den. Faktisk skulle at skade hjernen være den mest pålidelige metode til sprituel praksis tilgængelig for alle. I næsten alle tilfælde skulle tabet af hjernedele give mere sindsudbytte. Men det er ikke sådan hjernen virker.

Nogle mennesker prøver at komme omkring dette ved at foreslå at hjernen fungerer mere som en radio, en modtager af bevidste sindstilstande snarere end en barrierer imod dem. Ved første blik ville dette se ud til at redegøre for de skadelige effekter af neurologiske kvæstelser og sygdomme, for hvis man smadrer en radio med en hammer, så vil den ikke længere fungerer ordentligt. Der er et problem med denne metaphor, dog. Dem som benytter sig af den vil uvægerligt glemme at vi er musikken, ikke radioen. Hvis hjernen var intet andet end en modtager af bevidste sindstilstande, skulle det være umuligt at formindske en persons oplevelses af kosmosset ved at skade hendes hjerne. Muligvis virker hun bevidstløs udefra – som en ødelagt radio – men, subjektivt set, så ville musikken spille videre.

Specifikke reduktioner I hjerneaktivitet kan muligvis gavne mennesker på forskellige måder, afklæde minder eller evner som bliver aktivt holdt tilbage af regionerne spørgsmålet drejer sig om. Men der er inge grund til at tænke at den gennemtrængende destruering af det centrale nervesystem ville efterlade sindet upåvirket (eller forbedret). Medicin der reducerer angst virker generelt ved at øge effekten af den hæmmende neurotransmitter GABA, dermed så formindske hjerneaktivt i forskellige dele af hjernen. Men faktummet at man ved at dæmpe opstemthed på denne måde får folk til at have det bedre, tyder eller foreslår ikke at man ville få det bedre hvis man blev medicineret ind i et koma. Ligeså ville det være overaskende hvis psilocybin reducerede hjerneaktivitet i områder ansvarlige for selvobservation, fordi det ville muligvis, til dels, redegøre for oplevelser der ofte er associeret med stoffet. Dette giver os ingen grund til at tro at ved at slukke helt for hjernen ville give udbytte i en forøget opmærksomhed for spirituelle virkeligheder.

Men dog, så ekskludererhjernen faktisk en ekstraordinær mængde af information fra bevidstheden. Og, som man der har taget psychedelics, kan jeg attesterer til at disse kemiske forbindelser kaster portene åbne. At hævde Sindet-i-det-Store er mere tillokkende i nogle bevidsthedsstadier end andre. Men disse stoffer kan også producere sindstilstande bedre set på som former for psykose. Som en generel regel tror jeg at vi skal være meget langsomme til at drage konklusioner om universets natur baseret på indre oplevelser – ligegyldigt hvor dybe og vigtige de muligvis synes.

 

En ting er sikkert: Sindet er meget større og meget mere bøjelig/væskeagtig end vores ordinære vågne bevidsthed antyder. Og det er simpelthen umuligt at kommunikere dybsindigheden (eller hvad der synes at være dybsindighed) af den psykedeliske sindstilstande til dem som aldrig har oplevet dem. Ja endda er det svært at huske en selvpå kraften af disse stadier ligeså snart de er passeret.  

Mange mennesker undrer sig over forskellen imellem meditation (og andre kontemplative praksisser) og psykedeliske stoffer. Er bruges af disse stoffer en form for snyd, eller er de den eneste metode til autentisk opvågning? De er ingen af delene. Alle psykoaktive stoffer modulere den eksisterende hjernekemi – enten ved at efterligne specifikke neurotransmittere eller ved at forårsage at hjernens egne neurotransmittere selv enten bliver mere eller mindre aktive.  Alt hvad man kan opleve på et stof er, på et eller andet niveau, en udtrykkelse af hjernens fulde potentiale. Følgeligt, hvad end man har set eller følt efter at indtage LSD, så er det sandsynligt at det er blevet set eller følt af nogen, et eller andet sted, uden det.

Men det kan dog ikke benægtes at psykedeliske stoffer er en entydigt potent måde at altre bevidstheden. Lær en person at meditere, be, synge, eller at lave yoga, og der er ingen garanti at noget som helst vil ske. Alt afhængig af han anlæg eller interesse, så er den eneste garanti for hans anstrengelse nok muligvis kedsomhed og en øm ryg. Hvis, imidlertid, at en person indtager 100 mikrogram af LSD, hvad der derefter sker vil afhænge af en bred vifte af faktorer, men der er intet spørgsmål om der noget vil ske. Og kedsomhed er simpelt nok ikke i kortene. Indenfor en time vil væsentligheden af hans eksistens bære ned på ham som en lavine. Som den sene Terence McKenna aldrig blev træt af at pointere, er den her garanti for en dybtgående effekt, for bedre eller være, hvad der separerer psykedeliske stoffer fra enhver anden metode indenfor spirituel undersøgelse.

At indtage en kraftfuld dosis af psykedeliske stoffer er ligesom at sætte sig selv i sædet på en raket uden et GPS system. Muligvis ender man op et sted der er værd at gå hen, og, afhængig af om den kemiske forbindelse og ens omstændigheder og atmosfærer, så er nogleløbebaner mere sandsynlige end andre. Men ligemeget hvor metodisk man forbereder sig for rejsen, så kan man stadig blive kastet ind i bevidsthedsstadier så smertefulde og forvirrende til den grad at de er helt og særdeles uskelbare fra psykose. Ergo findes termerne psychotomimetic and psychotogenic fra tid til anden anvendt på disse stoffer.

Jeg har besøgt begge ekstremer af det psykedeliske spektrum. De positive oplevelser var mere sublime end jeg kunne have forestillet mig eller som jeg kan troværdigt erindre.  Disse kemikalier røber lager af skønhed som kunst er magteløs i at fange og i hvilket skønheden af naturen selv et simpelt simulakrum. Det er en ting at blive ramt af æresfrygt ved synet af et gigantisk Redwood træ og forbløffet over detaljerne af dets historie og underliggende biologi. Det er noget helt andet at bruger en tilsyneladende evighed i egoløs fælleskab med det. Positive psykedeliske oplevelser løfter ofte sløret for hvor vidunderligt tryg i universet et menneske kan være  – og for de fleste af os, tilbyder den normalle vågne bevidsthed ikke engang så meget som et glimt af disse dybere muligheder.

Mennesker kommer generelt væk fra sådanne oplevelser, med en fornemmelse at konventionelle bevidsthedsstadier uklargøre og afkorter hellige indsigter og følelser. Hvis patriarkerne og matriklerne af verdens religioner oplevede sådan bevidsthedsstadier, ville mange af deres påstande of virkelighedens natur give subjektivmening. En lyksalig vision fortæller dig ingenting om kosmossets fødsel, men det afslører hvor aldeles og fuldkommen forvandlet et sind kan blive af et fuldt sammenstød med øjeblikket. Med nuet.

Men dog, som bjergtoppene er høje, ligeså er dalene dybe. Mine ”bad trips” var, uden tvivl, de mest sindsoprivende og rystende timer jeg nogensinde har udhold, og de får fremstilling om helvede – som en metaphor hvis ikke en faktisk destination – synes særdeles korrekt. Hvis intet andet, så kan disse rædselsvækkende og forfærdelige oplevelser blive en kilde for medlidenhed. Jeg tror at det muligvis er umuligt at forestille sig hvordan det er at lide af psykiske sygdomme uden i hvert fald kortvarigt at have rørt dets kyster.

 

I begge ender af spektret udvider tiden sig på måder som ikke kan beskrives – udover bare at bemærke at disse oplevelser kan føles uendelige. Jeg har brugt timer, både gode og dårlige, hvori nogen som helst forståelse for at jeg havde taget et stof var tabt, og alle minder af min fortid sammen med det. Fordybbelsen i det nuværende øjeblik til den her grad, er synonymt med følelsen af at man altid har været og altid vil være i præcis denne tilstand. Afhængigheds af ens oplevelses karakter på det her tidspunkt, kan forestillinger og frelse og fordømmelse meget vel blive anvendt. William Blake’s linje omkring at anskue ”evigheden i en time” ej lover eller truer for meget.

 

I begyndelser var mine oplevelsetr med psilocybin og LSD så positive at jeg ikke kunne se hvordan et dårligt trip kunne være muligt. Forestillingerne om ”mentalitet, indstilling og atmosfære,” ganske vidst vage, virkede tilstrækkeligt til at redegør for mit gode held. Min mentale indstilling var præcis som den skulle være – jeg var en spirituelt seriøs efterforsker af mit eget sind – og mine omgivelser var generelt enten naturlig skønhed eller sikker alenehed.

 

Jeg kan ikke redegøre for, hvorfor at mine eventyr med psykedeliske stoffer var så ensartede behagelige indtil at de ikke var det. Men ligeså snart at dørene til helvede åbnede, da virkede de til at være blevet permanent på klem. Derefter, hvad end et trip var eller ikke var godt i aggregatet, indeholdt det generelt en ubehagelig omvej på vejen til det sublime. Har du nogensinde rejse længere end alle mulige metaforer, til Skammens Bjerg og blevet der i tusinde år? Jeg anbefaler det ikke.

 

På min første tur til Nepal, tog jeg en robåd ud på Phewa Søen i Pokhara, som tilbyder et overdådigt udsyn over Annapurna bjergkæden. Det var tidlig morgen og jeg var alene. Som solen rejste sig over vandet indtog jeg 400 mikrogram LSD. Jeg var 20 år gammel og jeg havde taget stoffet i hvert fald 10 gang tidligere. Hvad kunne gå galt?

Alt, viste det sig. Well, ikke alt – jeg druknede ikke. Jeg har et vagt minde om at drive i land og være omringet af Nepalske soldater. Efter at have studeret mig i et stykke tid, som jeg gloede på dem over bådkanten som en vanvittig person, synes de at være på nippet til at beslutte hvad de skulle gøre med mig. Nogle høflig ord på esperanto og et par sindssyge åreslag, og jeg var ude over kanten og ind i glemslens rige. Jeg formoder at det kunne have endt anderledes.

Men snart var der ingen sø eller bjerge eller en båd, og hvis jeg var faldet i vandet er jeg ret sikker på at der ikke havde været nogen til at svømme. I de næste par timer blev mit sind et perfekt instrument for selvtortur. Alt der var tilbage var et kontinuerligt knuse og rædsel for hvilke jeg ingen ord har.

Et sådant møde tager noget ud af dig. Selv hvis LSD og lignende stoffer er biologisk sikre, så har de potentialet til at producere ekstremt ubehagelige og destabiliserende oplevelser. Jeg tror at jeg er blevet positivt påvirket af mine gode trip, og negativt påvirket af de dårlige, i uger og måneder.

Meditation kan åbne sindet for en lignende rækkevidde af bevidsthedstilstande, men på et meget bedre beskub. Hvis LSD svarer til at blive spændet på en raket, så er meditation mere som blidt at sætte et sejl. Ja det er muligt, selv med lidt vejledning, at ende op et virkeligt frygtindgydende sted, og nogle mennesker skal muligvis ikke bruge lange perioder på intensivt praksis. Men den generelle effekt af meditations træning er at bosætte sig mere og mere i sin egen hud og at lide der mindre.

Som diskuteret I The End of Faith, så ser jeg de fleste psykedeliske oplevelser som potentielt misledende. Psykedeliske stoffer garanterer ikke visdom eller en klar anerkendelse af bevidsthedens uselviske natur. De garanterer blot at indholdet af bevidstheden vil skifte. Sådanne visionære oplevelser, betragtet I deres totalitet, kommer til syne for mig som etiske neutrale. Derfor virker det til at psykedelisk ekstaser bliver nød til at blive styret imod vores personlige og kollektive velvære af et eller andet andet princip. Som Daniel Pinchbeck pointere i hans meget underholdende bog Breaking Open the Head, faktummet at både Mayaerne og Aztekerne benyttede sig af psykedeliske stoffer, imens de var igangværende entusiastiske udøvere af menneskeofring, gør enhver realistisk forbindelse mellem plante-baseret shamanisme og et oplyst samfund forfærdelig naiv.

Som jeg diskuterede andetsteds i mit arbejde, den form for transcendens som synes at forbinde sig direkte med etisk opførsel og menneskelig trivsel, er den som finder sted midt i det ordinære vågne liv. Det er ved at stoppe med at klinge sig til bevidsthedens indhold – til vores tanker, humør, og lyster–at vi gør fremskridt. Dette projekt forlanger ikke nødvendigvis at vi oplever mere indhold. Friheden fra selvet der er både målet og fundamentet for ”spirituelt” liv er sammenfaldende med normal perception og kognition – dog, ganske vist, kan dette være svært at indse.

Psykedeliske stoffers kraft, skal det siges,  er at de ofte åbenbare, på blot et par timer, dybder af æresfrygt og forståelse som ellers undviger os et helt liv. William James sagde det ligeså godt som enhver anden:

”En konklusion blev mit sind påtvunget da, og mit indtryk af dets sandhed har siden forholdt sig urystet. Det er at vores normalle vågne bevidsthed, rationelle bevidsthed som vi kalder det, er end blot én speciel type af bevidsthed, imens helt omkring den, grænset fra den af de mest filmagtige af skærme, der ligger potentielle former for bevidsthed helt og særdeles anderledes. Vi går muligvis igennem livet uden at mistænke deres eksistens; men anvend den fornødne stimulering, og ved en berøring er de der i deres helhed, bestemte typer af mentalitet som sandsynligvis nok et eller andet sted har deres anvendelses- og tilpasningsfelt. Ingen redegørelse for universet i dets totalitet kan være endelig, hvilket efterlader disse former for bevidsthed ret så tilsidesat. Hvordan man betragter dem er spørgsmål, – for de er så diskontinuerlige med ordinær bevidsthed. Men stadig kan de bestemme attituder selvom de ikke kan tilvejebringe formler, og de kan åbne regioner selvom de fejler at levere dig et kort. Lige meget hvad forbyder de en umoden lukning af vores regnskab med virkeligheden.”

(The Varieties of Religious Experience, p. 388)

Jeg tror at psykedeliske stoffer er uundværlige for nogle mennesker –især dem, der ligesom mig, initialt har brug for overbevisning om at dybsindige ændringer i bevidstheden er mulig. Efter det virker det vist at finde måder at prakticere det, og som ikke præsenterer de samme risikoer. Glædeligt, så er sådanne metoder vidt tilgængelige.

This is a unique website which will require a more modern browser to work!

Please upgrade today!